Som vist i udsendelsen ’Stenens lange rejse’ med Søren Ryge på DR1, som kan ses på linket her, blev stenen fra Sorø transporteret ind til skibssætningen i Vejerslev.

Enkon A/S udlagde jernplader på hele terrænet for at beskytte undergrunden, når vores Liebherr 40 tons skulle køre rundt og montere alle stenene.

Vi startede ud med den store stævnsten på 33 tons fra Sorø og fik den monteret forbavsende nemt med hjælp af stenhugger Jørgen Glud fra Rødkærsbro.

 

Alle de mindre sten var nøje udvalgt og især en af stenene havde en markant flot og smuk sort farve.

Stenen var fundet på en lagerplads ved Svend E. Madsen i Bjerringbro, hvor den lå som sikring af et hushjørne og kaldtes Bredholtstenen.

Der findes en tilsvarende granitstump i skibssætningen, så mon ikke der kunne være en chance for, at Bredholtstenen har været en del af skibssætningen tidligere.

De mindre sten var lidt sværere at montere, da mange af dem havde et anderledes tyngdepunkt. Men efter 4 dage var alle stenene på plads og understøttede med skosten.

Alle jernpladerne, skurvognen, materialer og affald fra hugningen af skostenene blev fjernet, og hele det fredede areal blev afleveret, som om Enkon A/S næsten ikke havde været der.

En rigtig spændende opgave for Moesgaard museum og en stor tak til Jesper Laursen og Jens Jeppesen for assistance og samarbejde ved genrejsningen af alle stenene, som kommer til stå ved Gudenåen i flere tusind år igen.